MK31 sætter retning for fremtiden
I søndags afholdt MK31 en visionsworkshop i klubhuset med fokus på klubbens fremtid, vision og værdier.
Workshoppen blev faciliteret af Nanna Grønbæk fra DGI, som gennem en længere periode har støttet bestyrelsen i arbejdet med at udvikle klubbens fremtidige retning.
På dagen deltog trænere fra alle dele af klubben sammen med forældre, svømmere fra eliteholdet, klubbens official-koordinator, svømmeskoleleder, bestyrelse og klubchef. Formålet var at samle input, idéer og perspektiver på tværs af hele klubben – fra svømmeskole til konkurrence og videre til svømning for livet.
Workshoppen bød på gode diskussioner, mange idéer og et stort engagement fra alle deltagere. MK31 er meget taknemmelig for den tid og energi, som så mange bidrog med på dagen.
Arbejdet fortsætter nu med at samle input fra workshoppen og formulere en samlet vision og strategisk retning for klubben. Planen er at præsentere resultatet for hele klubben i forbindelse med klubmesterskabet i maj.
Tak til alle, der deltog og var med til at forme fremtidens MK31.
MK31 – Svømning. Fællesskab. Amager 💙