Velkommen til konkurrenceafdelingen i MK31
Tillykke med pladsen på et af MK31’s konkurrencehold!
At være konkurrencesvømmer betyder nye udfordringer og oplevelser – både for dig som svømmer og for dine forældre. Du vil opleve, at træningen bliver mere målrettet, med flere ugentlige pas i vand og på land, så du kan udvikle både teknik og fysik. Du skal også være klar til at deltage i svømmestævner og træningslejre.
En konkurrenceafdeling fungerer kun, når vi hjælpes ad. Derfor spiller forældrene en vigtig rolle – især som holdledere og officials til stævner. Officials er dommere ved svømmestævner, og klubben sørger for, at forældre kan komme på de nødvendige kurser.
Vi forventer af dig som svømmer
I MK31 handler konkurrencesvømning ikke kun om at nå målet – men også om at elske rejsen derhen. Som svømmer forventer vi, at du:
Har glæde ved at være i vandet og lyst til at konkurrere – eller til at lære det
Er nysgerrig på at blive bedre og klar til at tage imod udfordringer
Deltager i de træningspas, som træneren forventer, og møder op frisk og klar
Møder op med det aftalte udstyr og melder afbud, hvis du er forhindret
Tager ansvar for gode spise- og sovevaner
Er med til at “vinde træningen” – win the workout
Bidrager aktivt til holdets fællesskab og respekterer dine trænere, dine holdkammerater og sporten
Deltager i udvalgte stævner, træningslejre og arrangementer (træningslejre ligger i efterårsferien og påsken)
Som svømmer kan du forvente
Til gengæld kan du forvente, at vi som klub giver dig de bedste rammer for at udvikle dig – både som svømmer og som menneske:
Du bliver en del af et engageret team af svømmere, trænere, holdledere og forældre
Din træningsmængde øges gradvist, så du hele tiden bliver bedre
Du får kvalificeret sparring omkring din træning og dine mål – du er altid velkommen med spørgsmål
Du får masser af gode oplevelser til stævner, på træningslejre og i hverdagen med dine holdkammerater
Du bliver en del af et unikt sammenhold på tværs af alder og køn